En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen om tvang i psykiatrien har fået politikerne til at tale med store bogstaver. Rapporten viser, at mere end hver femte indlagte blandt børn og unge i psykiatrien har oplevet en form for tvang: at blive tvangsernæret, tvangsfikseret, tvangsmedicineret eller fastholdt. For knap ti år siden var det næsten kun hver syvende.
Enhedslistens sundheds- og psykiatriordfører, Peder Hvelplund, har over for DR kaldt tallene "fuldstændigt uacceptable". Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, taler om "et svigt", og Moderaternes Monika Rubin siger, at det er "forfærdeligt".
Men er tvang i psykiatrien – uanset om det drejer sig om børn eller voksne – ikke et vilkår, som er svært at komme helt udenom? Det mener flere pårørende til psykisk syge, som Kristeligt Dagblad har talt med.
Én af dem er 44-årige Maike Raahauge, hvis bror i mange år har lidt af skizofreni, og hvis ældste barn har flere psykiske lidelser. Hun har i hvert fald set, at tvang "ikke altid er det onde selv", som hun formulerer det.
"Tvang må aldrig blive den lette løsning, men det kan være den værdige løsning. Det kan lyde bagvendt, men det er meget, meget hårdt at have det så skidt, at man slet ikke selv kan bære det," siger hun.
Ved siden af sit arbejde som skoleleder på Frederiksberg har Maike Raahauge tidligere arbejdet i psykiatrien og fungerer i dag som pårørendeunderviser for blandt andre sygeplejerskestuderende. Og det er særligt, når man kan være til skade for sig selv eller andre, at det kan være nødvendigt med decideret fastholdelse, påpeger hun.
"Jeg kender en, som, når han har voldsom skizofreni, kan finde på at gå direkte ud på en trafikeret vej uden at se sig for. Det er sådanne situationer, hvor der ikke er andet for end at blive tvangstilbageholdt," siger Maike Raahauge og fortsætter:
"Men der skal være et meget stort fokus på at tale med patienten om muligheden for tvang, gerne ved indlæggelsen, så man giver sig tid til at spørge, hvad patienten kunne forestille sig, hvis situationen skulle opstå," siger Maike Raahauge
Mia Kristina Hansen, formand for Sind – Landsforeningen for psykisk sundhed, mener, at tvang i den ideelle verden ikke bør være en del af arbejdsredskaberne i psykiatrien.
"Vejen frem er at finde metoder, der gør, at patienterne har lyst til at samarbejde. Så er der tilfælde, hvor man ikke kan undgå tvang. Vi oplever folk, der i en tilstand af affekt kan være til fare for sig selv, men det er få tilfælde, hvis man bruger de rette metoder," siger hun og henviser blandt andet til low arousal, som er en pædagogik, der har til formål at undgå udadreagerende adfærd.
Mia Kristina Hansen kender til flere eksempler på patienter og pårørende, som fortæller, at de har haft gavn af tvangsbehandling.
"Der er også nogle, som selv siger til personalet, at de eksempelvis gerne vil lægges i bælte. Jeg tror, at tvang kan blive en mestringsstrategi for nogle patienter. Det kan blive et redskab til at klare det, fordi man ikke har prøvet andre metoder, som måske også kunne have hjulpet," siger hun:
"Hvis man har prøvet at have det rigtigt dårligt og ikke fået den rette hjælp, så bliver man måske indlagt, går amok, bliver tvangsfikseret og får noget medicin, som har hjulpet. Det kan være, at patienten føler, at det var lige dér, at det blev bedre, men det er jo ikke sikkert, at tvangen har hjulpet. Det kan lige så vel være de snakke, som man har haft med sygeplejersken, som holdt øje med én imens."
Selvom Mia Kristina Hansen mener, at tvang så vidt muligt skal undgås, er det ifølge hende for "unuanceret" at stirre sig blind på, hvor stor en andel af folk i psykiatrien, som oplever tvang.
"Jeg tror ikke, at man skal måle på, om folk får den rette hjælp ved at se på, hvor mange der bliver udsat for tvang. Da man ønskede at nedbringe antallet af bæltefikseringer, begyndte man i stedet bare at fastholde folk fysisk. Antallet af bæltefikseringer blev ganske vist nedbragt, men det viste sig, at de fysiske fastholdelser blev flere. Så på den måde fik man som sådan ikke nedbragt tvangen," siger Mia Kristina Hansen, der mener, at succeskriteriet må være, at den enkelte føler sig hjulpet.
Hvis det står til Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i Bedre Psykiatri – Landsforeningen for pårørende, er målet en psykiatri, hvor det ikke er nødvendigt at bruge tvang. Når det i dag er hver femte, som oplever tvang, er det ikke kun noget, man tyer til i yderste nødstilfælde, men en fast del af behandlingen, mener hun.
"Episoderne opstår, fordi der er for lidt personale, som har for lidt tid med patienterne til at lære dem at kende. Det handler om at kunne motivere patienterne og finde ud af, hvordan folk reagerer, og hvad man i givet fald kan gøre. I dag er der ikke personale nok til, at en ansat for eksempel kan bruge tre kvarter på at motivere patienten til at spise, hvis vedkommende har en spiseforstyrrelse," siger hun.
Jane Alrø Sørensen medgiver, at tvang i akutte situationer kan være nødvendigt, og at det indimellem redder liv. Det kan være, hvis en ung med en spiseforstyrrelse ikke vil spise, eller hvis en patient vil tage sit eget liv. Hun påpeger dog, at tvangsbehandling ikke er løsningen for flertallet, og at det i øvrigt kan give ar på sjælen.
"Vi hører fra både børn og voksne, som har været udsat for tvang, at det føltes som et ekstremt overgreb. Er man så syg, at man bliver udadreagerende og ikke engang vil tage sin medicin eller spise sin mad, og man samtidig udsættes for tvang og bliver underkendt som menneske, svækker det tilliden til de behandlere, som skal hjælpe dig med at få det bedre. Det kan være så grænseoverskridende, at det efterfølgende kan være svært at have tillid til behandlersystemet. Vejen til at få det bedre bliver simpelthen endnu længere," siger Jane Alrø Sørensen, der mener, at relationerne er psykiatriens vigtigste redskab:
"Vi har ikke en strålekanon eller et røntgenapparat eller kan save et ben af. Det er de menneskelige relationer, som er det vigtigste, og hver gang du bruger tvang over for en af patienterne, er du med til at fremmedgøre patienten i forhold til sin egen behandling."
Speciallæge i psykiatri og formand for Psykiatrifonden Torsten Bjørn Jacobsen siger, at Psykiatrifonden ikke er fortaler for at afskaffe tvangen i psykiatrien, hvis alternativet er, at patienter kommer til at lave en form for uoprettelig skade på sig selv eller andre.
"Man kan ikke sige, at det er entydigt skidt, når tvangen stiger, eller godt, når den falder. Men omfanget er i dag helt utilstedeligt, og noget tyder på, at det nærmest er blevet en driftsform. I stedet for at tage sig god tid og vente på at tingene falder til ro, tyder noget på, at man ofte tyer til tvang for at accelerere processerne. De fleste kender det godt fra deres eget liv: at når man er forjaget og fortravlet, kommer man til at tale lidt hårdt, men det kræver nærvær, omhu, faglighed og frem for alt en god kontakt til den, man gerne vil undgå at udøve tvang på. Alt det kræver tid, og det er der desværre blevet mindre af," siger han.