Allerede fredag blev det kundgjort i flere store kinesiske byer heriblandt Beijing, at man ikke længere behøvede en frisk negativ coronatest for at komme med metroen. Og det ventes, at der vil blive rullet endnu flere lempelser ud de kommende dage og uger – herunder mere udbredt brug af hjemmekarantæne og en neddrosling af de evindelige daglige tests, som mange af hovedstadens borgere har været tvunget til at bruge tid på hver eneste dag.
Man kan sige, at det er på høje tid, at der sker noget på den front, for utilfredsheden har ulmet længe og kulminerede i weekenden med store demonstrationer i både Beijing, Shanghai og andre kinesiske storbyer, hvor vreden blev rettet direkte mod landets præsident, Xi Jinping.
Selvom det tilsyneladende er lykkedes politi og sikkerhedsfolk at sætte en stopper for yderligere demonstrationer og protester mod Kommunistpartiets ledelse, er folkets vrede over regeringens håndtering af corona ikke hørt op.
De seneste dage har der også været stadig flere tilfælde af civil ulydighed, hvor borgere tager sagen i egen hånd og nægter at følge sundhedsmyndighedernes ordre. Det skete forleden i udkanten af Beijing, hvor henved 100 beboere i River Garden blokerede udgangen for at forhindre, at en mor og hendes lille pige blev hentet af sikkerhedsfolk og tvunget hen i et stærkt kritiseret karantænecenter. Missionen lykkedes, og den lille familie fik tilladelse til hjemmekarantæne.
På den måde er det blevet tydeligt, at kineserne ikke længere vil finde sig i at blive kostet rundt med og derfor er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved myndighedernes dispositioner. Det er en ændring i adfærd, som er blevet mere og mere udbredt i den yngre del af befolkningen og i middelklassen.
Som de siger, er det vigtigste måske ikke nødvendigvis at få et demokratisk styre som i Vesten, men de kan ikke klare at blive ved med at leve med en usikkerhed, hvor de aldrig ved, hvornår ens boligblok bliver lukket ned, eller de bliver tvunget i karantæne andetsteds. De vil bare gerne have en helt normal hverdag, hvor de kan gå på arbejde og mødes med kolleger, og hvor deres børn igen kan begynde at komme i skole hver dag.
Som de siger: ”Vi vil bare have vores liv tilbage.”
Det er også primært den yngre generation, man har kunnet se som bannerførere i de landsdækkende protester, der kulminerede sidste weekend. Ganske vist er demonstrationer ikke noget nyt fænomen i Kina, men det har oftest været protester mod for eksempel en lokalregerings ekspropriering af jord og fast ejendom.
Denne gang er det landsdækkende protester, hvor kineserne har en fælles sag. Med nedlukninger over hele Kina, der skønnes at have ramt op mod 400 millioner mennesker, har kineserne fået nok. Og selvom skytset ofte rettes mod de lokale myndigheder, går centralregeringen ikke længere fri. Det er blevet tydeligt for enhver, at præsident Xi Jinpings hårdnakkede fastholdelse af en nultolerance politik har bragt samfundet på randen af kaos med en skrantende økonomi og tiltagende arbejdsløshed.
Langt hen ad vejen lignede den kinesiske regerings coronapolitik ellers en succes, fordi Kina kom hurtigt over den første bølge af corona i begyndelsen af 2020 med få dødsfald. Dermed havde Kina sejret over corona og gjort det bedst af alle lande, fastslog Xi Jinping. Men nu da kineserne blandt andet via VM i fodbold har kunnet se, hvordan resten af verden uden masker lever fint med covid og har lagt sygdommen bag sig, er mange knap så imponerede af deres leder. Deres ufejlbarlige leder var måske alligevel slet ikke så ufejlbarlig.
Selvom alt nu tyder på, at en opblødning er på vej, skulle det nødigt hedde sig, at Xi Jinping har givet efter for de folkelige protester, da det kunne få progressive kræfter til at vejre morgenluft. Og når præsidenten så stædigt har fremhævet Kinas covid-politik som verdens bedste, hvordan skal han så med æren i behold kunne genåbne landet efter tre års isolation.
Kineserne har levet i en boble og har ikke opnået den nødvendige flokimmunitet, og dermed vil der være en risiko for mange dødsfald. Med andre ord har Xi Jinping med en fejlslagen coronapolitik malet sig selv op i et hjørne, som han vil få meget svært ved at komme ud af uden at tabe ansigt – og det vil være en katastrofe for en magtfuldkommen leder.